Ordet at døbe kommer  af at "dyppe". Før reformationen afklædte man barnet og dyppede det tre gange i det kolde dåbsvand, hvorefter barnet blev iført en hvid kjortel med hvid hue, pyntet med røde bånd. Det hvide tøj var et symbol for det himmelske lys, hellighed og uskyld, mens det røde bånd symboliserede Guds kærlighed og Jesu blod. Kjolen og båndene mente man  beskyttede det lille barn mod det onde.Barnet skulle døbes hurtigst muligt efter fødslen, da man betragtede det nyfødte barn som hedning. Moderen var uren og hedning som barnet og blev først 40 dage efter fødslen introduceret i kirken til en renselsesceremoni. Af den grund måtte hun ikke deltage i dåben og der blev derfor valgt en gudmor til at tage sig af barnet. Det skulle gerne være en gift kone med gode egenskaber, da man var af den overbevisning, at barnet slægtede gudmoderen på. En pattemor blev også fundet, og hun skulle give den nyfødte bryst undervejs og i kirken. Vejen til kirken anså man for at være farefuld, da barn var uden for hjemmets beskyttelse, så bag gudmoderen sad en kvinde, som passede på, at der ikke skete barnet noget eller at det blev forbyttet.

Efter reformationen (år 1537) skete der ændringer i forbindelse med bl.a. dåben. Barnet blev nu ike længere dyppet helt ned i vandet, men bare overøst, og det behøvede heller ikke at være helt afklædt, men kun blottet til navlen. Først langt senere begyndte man kun at overøse hovedet med vand. Kirkerne var dengang uopvarmede og hundekolde og i 1800 tallet frafaldt man kravet om hurtig kirkedåb, så barnet kunne vokse sig større og dermed bedre udholde strabadserne i den kolde kirke.

Man forbinder barnedåben med en lang,hvid kjole, men det er faktisk forældrene selv, som beslutter, hvad barnet skal have på - det er ikke et krav fra kirkens side. Den hvide kjole har været tradition i Danmark siden 1700-tallet. Museet på Sønderborg Slot har i deres samling en hvid kjole, der kan føres tilbage til midten af 1700-tallet. Adelen og andre højtstående personer fik syet fine silkekjoler om til dåbstøj. Den øvrige befolkning fik efterhånden også råd til decideret dåbstøj, som kunne syes af både hør, bomuld og uldent stof. Man kunne også låne dåbstøjet hos præsten, jordemoderen eller sognefogeden. Dåbsdragten blev syet i en posefacon med hætte eller påsyet pude, men omkring 1800 tallet syede man nu dragten, så den sluttede under armene og en trøje og hue i samme stof blev mode.

Meget er ændret gennem tiden, men i mange familier går dåbskjolen stadig i arv, og efter dåben broderes barnets navn på kjolen som symbol på, at barnet er optaget i slægten.Med kjolen er der desuden den tradition, at dåbsbarnet skal falde i søvn iklædt kjolen. Den må altså ikke tages af barnet, før efter middagsluren, hvis traditionen skal holdes i hævd!

I nogle kirker får barnet ved dåben et dåbslys, som tændes første gang ved barnets dåb og herefter hvert år på dåbsdagen. Andre kirker forærer dåbsbarnet en bibel.

 Kilde: Husflid 4/1989